På tur med Ruth
New York juni 23rd. 2009, 7:49pmKl. 09.30 mødtes vi med Ruth Nordenbrook, vores Big Apple Greeter. Hun er et livsstykke på ca. 64 år. Hun startede som B.A.G. da hendes mand døde for ca. 4 år siden. Vi startede med at gå til den nærmeste Subwaystation hvor hun viste os hvilket Subwaykort vi skulle købe, derefter tog med med

- Chelsea market
Subwayen 2 stop til Chelsea. Her gik vi først ind i noget der hedder Chelsea Market. Det var en gammel fabrik som var gjort i stand. Det var holdt i en meget rustik stil med rå murstensvægge og generelt var bygningen sat istand så man stadig kunne se at det havde været fabrik der. Der var mest butikker med mad der, cafeer, bager, delikatesse og restauranter. Efter at have købt en coffee-to-go gik vi videre mod The Meatpacking District. Der er stort set ikke kød tilbage her, i dag bliver det hele forarbejdet i midtvesten pga. billigere arbejdskraft og transportmuligheder. I dag bliver i gamle bygninger renoveret – i stueetagen i det mindste og her åbner blandt andet mange tøjbutikker og restauranter. Vi gik også en tur på The High Line. The High Line er de gamle

- The High Line
togskinner som bragte i uforarbejdede produkter ind til fabrikkerne og de forarbejdede varer ud igen. Togsporet kører over jorden så trafikken under ikke blev generet og sporet er bygger så det går direkte igennem husene så at fabrikkerne kunne læsse af og på inde i deres fabrik. I dag er sporene nedlagte og skulle egentligt have været revet ned, men i stedet fandt man på at omdanne sporene til et grønt område. For 14 dage siden åbnede ”parken” og det er

- The High Line
virkelig blevet rigtig lækkert. Det er en rigtig god måde at udnytte sådan et unikt område på. Herfra gik vi videre til West Village. Undervejs fortalte Ruth om de forskellige områder, bygninger, hendes arbejde som Assistant District Attorney, som hun nu er pensioneret fra. Vi var sammenlagt sammen med Damen i 7 timer og hun talte i en lind strøm. Vi fik stort set ikke indført et ord, men det meste var bestemt interessant. I hendes arbejde havde hun arbejdet med at få dømt nogle af de store i organiseret kriminalitet i New York. Dette kunne hun en del sjove historier om og nogle af de steder vi gik forbi var tilknyttet nogle af personerne i hendes historier. West Village er et rigtig dejligt kvarter. En hyggelig og fredelig oase. Husene er ret små og lave og minder lidt om noget man ville se i Holland. Fra West Village fortsatte vi over i Greenwich Village og videre sydpå til SOHO. I SOHO er der mange butikker som kunne være et

- Majong anyone?
besøg værd men det var der ikke tid til på denne tur. Dog var vi inde i en stor kina-butik med mange mange kinesiske ting. Vi var hurtigt videre til Little Italy hvor vi gjorde pause hvor at spise frokost. frokosten bestod af en sandwich fra en italiensk sandwichbar som Ruth anbefalede og den blev indtaget på en bænke i en park/legeplads hvor der primært var ‘Nannys’ med børn. Tiden var efterhånden ret fremskreden så vi hastede videre sydpå gennem Chinatown hvor vi bla. Gik igennem en park fyld med kinesere der spillede

- Soon & Ruth på Brooklyn Bridge
majong. Vores tur var planlagt til at ende i Brooklyn og nu var vi fremme ved Brooklyn Bridge. Hele dagen havde vejret været skyet og lummert men her hen på eftermiddagen kom solen frem for fuld kraft så gåturen over Brooklyn Bridge foregik i høj solskin. Ruth bor i en lejlighed tæt på broen på Brooklyn siden. Det er en gammel fabrik der er blevet sat istand og lavet til lejligheder. Vi fik lov til at komme

- Ruth bor i den røde bygning til venstre i billedet
med op og se hendes lejlighed, hvilket hun normalt ikke gør med dem hun viser rundt. Før vi nåede til hendes lejlighed gik vi lige lidt rundt i hendes kvarter. Bla. havde Truman Capote boet der. Der ligger nogle virkelig fine huse. Brownstonehouses som de kaldes. Ruth mente at nogle af dem der vendte ud imod broen/floden kostede ca. 10-11 mill. dollars. Efter at have set hendes lejlighed gik vi gennem en lille ret ny park som ligger mellem Brooklyn Bridge og Manhatten Bridge og der efter til Subwaystationen hvor vi sagde farvel. Da var klokken blevet 17.30 og vi har meget ømme fødder og utrolig meget snak i ørene.